Præsident Yoweri Museveni kom til magten i 1986 efter fem års guerillakrig, og fordi han havde opholdt sig i Sverige som flygtning, vendte han hjem med ‘den skandinaviske model’ i baglommen. Det lovede godt. Lokalråd blev oprettet, og decentralisering betød mere indflydelse til folket. Pressen fik frie handlemuligheder, og oppositionspolitikere blev indlemmet i regeringen. I 1996 blev det første frie valg til parlamentet gennemført.

Det tog dog længere tid end ventet at indføre Musevenis visioner, så selv om han burde være gået af som præsident for længe siden, har han ‘bøjet’ lovgivningen, så han stadig kan beholde magten.

Den lange regeringstid har dog medført mere eller mindre ‘oplyst enevælde’, hvor frihed og menneskerettigheder langsomt indskrænkes for befolkningen.

I oktober 2009 blev fire radiostationer lukket ned, journalister arresteres, kritikere afskediges og politiske modstandere forsvinder eller bliver skudt. Ligeledes synes en moralsk konservativ bølge at skylle ind over landet: Homoseksualitet skal straffes med dødsstraf – eller livsvarigt fængsel. Hiv-smittede skal straffes med livsvarigt fængsel, hvis de smitter andre. Organisationer, der arbejder for prostituerede, for abort eller for mænd-der-har-sex-med-mænd vil blive lukket ned. Og så skal mini-skørter gøres ulovlige.

Det er en sørgelig udvikling for det smukke, grønne land, som Churchill kaldte “Afrikas perle”.

40% af Ugandas budget er dækket af internationale donorer, men for ugandernes dagligdag i landområderne er livet ikke blevet meget bedre de sidste 20 år. Vejene er stadig dårlige, så det er vanskeligt at få landbrugsvarerne frem til markedspladsen, og priserne på de nødvendigste dagligvarer, såsom sukker, sæbe, te og madlavningsolie er steget kraftigt. 69% af Ugandas landsbyer har ikke elektricitet, alle offentlige bygninger er nedslidte, retssystemet fungerer ringe, politiet kan man ikke regne med, og sundhedsplejen er langt fra tilgængelig for alle.

Uganda er hårdt ramt af hiv/aids, og antallet af nye hiv-smittede er stigende, især blandt kvinder. Det er stadig kun ca. 60% af de hiv-smittede, der kan opnå den livsforlængende ARV-medicin, og selv om stort set alle familier i landet er ramt af hiv, er diskriminationen og udstødelse af hiv-smittede meget udbredt.

Skolegang fra 1.-7. klasse er ganske vist gratis for de første fire børn, men lærerne får ikke deres løn, og forældrene døjer stadig med udgifter til skoleuniformer, sko  og skolematerialer.

De bedste nyheder er, at borgerkrigen er ved at finde sin afslutning i det nordlige Uganda, samt at uganderne har fået mobiltelefoner og IT-adgang.

Det betyder, at Trianglen kan samarbejde på nye måder med landsbybeboere, og at vi kan etablere en reel dialog

Link til udenrigsministeriets landefakta

Tororo Distriktet

Trianglen støtter civilsamfundet i Tororo District, der ligger i det østlige Uganda, nær ved grænsen til Kenya. Den store East-West Highway, der er den eneste trafiklinje fra havnebyen Mombasa til Kampala og videre til Rwanda og Congo, blev for nogle år siden omlagt, så den går uden om den lille provinsby Tororo. Det betyder, at det liv og de jobmuligheder, der fulgte med den store lastbil- og containertrafik nu går uden om byen. Ungdomsarbejdsløsheden er stor, uddannelsesmulighederne ringe og fattigdommen er udbredt, både i byen og i de omliggende landområder.

Der bor 420.000 mennesker i hele distriktet, fordelt på fem forskellige stammer: Japadhola, Iteso, Bagwere, Samia og Bagisu. Denne mangfoldighed af stammer betyder fx., at distrikts- og kommunalråd har svært ved at enes om fælles beslutninger. Blandt andet herfor har det været vanskeligt at tiltrække NGO’er – såvel nationale som internationale – til at arbejde for civilsamfundet i Tororo District. Der er derfor ikke megen hjælp og støtte at hente nogen steder for befolkningen.

Lokal partner

Trianglen arbejder sammen med en lille frivillig organisation, Hands of Hope, der stædigt gennem otte år har støttet beboerne med sundhedskurser, cykler til barfodsjordemødre, okser til kvindegrupper, skolemad til forældreløse børn, indkomstskabende aktiviteter, oprettelse af kvindegrupper for hiv-smittede – alle små tiltag, de har kunnet rejse penge til. Primus motor i Hands of Hope er Phibby Awere, der deler sin tid mellem Kampala, hvor hun går på universitetet, og Tororo, hvor hun frivilligt laver socialt arbejde. Hands of Hope har opnået et godt og tæt samarbejde med distriktsmyndighederne, både inden for uddannelse, sundhed og landbrug.

Trianglen har sammen med Hands of Hope valgt at koncentrere sig om at støtte landsbyerne i to områder, Iyolwa Sub County (29.000 indbyggere) og Eastern Division (13.000 indbyggere). Iyolwa, der ligger 15 km fra Tororo By, er et rent landbrugsområde med små landsbyer. De seneste år med tørke har betydet sult og øget fattigdom, og området er langt bagud, hvad angår fx. veje, skoler, sundhedstjeneste, vand og elektricitet.

Det andet område, Eastern Division, ligger i og omkring Tororo By. Her er der både landsbyer, der producerer grøntsager, og by-lignende slumområder, hvor arbejdsløshed og fattigdom er markant.

Trianglens lokale medarbejder

David Owiidi er 31 år, og han har boet hele sit i liv i udkanten af Tororo By. Hans far døde, da han var seks år gammel, og hans mor har med små midler kæmpet for at få sine syv børn i vej. David fik mulighed for med Trianglens hjælp at læse på universitetet i Kampala, og med sin bachelor-grad i Community Development vil han nu gerne ‘betale tilbage’ til de fattigste og mest udsatte i hans lokalområde.

David er gift med Faith, der har en bachelor-grad i Social Administration. Det er endnu ikke lykkedes Faith at få et job.