UG 4 Amagoro A Central
Kan vi skaffe arbejde til de unge og mad til skolebørn?
Amagoro AC. ligger 3,5 km fra Tororo by.
Der er ikke veje til biler, så cykler, små motorcykler og bodo-boda'er (cykeltaxier) er transportmidlerne.
Amagoro AC har ikke elektricitet, og man skal gå ca. 1 km til en brønd.
Her bor 1259 mennesker - heraf flest kvinder, hvoraf mange er enker. Det betyder 326 bopladser med flere hytter til de forskellige familiemedlemmer. Skolen har 658 elever fra 1. til 7. klasse. Desuden har landsbyen en sundhedspost med en sygeplejerske. Medicin må man dog selv købe i byen.
En fodboldbane er der, men uden mål - og bolde er noget, man selv må lave.
Beboerne tilhører japadhola og iteso-stammerne. Mange har gået syv år i skole, og folk lever af at dyrke deres små jordlodder. Der er ikke mange formelle jobs at få i området og ikke mange penge at tjene. Her i landsbyen har folk ca. 2 kr. om dagen til at købe sæbe, sukker, te og tøj. Nogle få unge drenge har dog skaffet sig et job i week-enden som caddies på golfbanen i nærheden!!!
Landsbyens ønsker
Når man spørger landsbyformanden om deres ønsker for et samarbejde med danskere, siger han, at jobs til de unge og støtte til børnenes undervisning er deres største behov. Her mener han bedre klasseværelser, flere kurser til lærerne - og flere lærere i det hele taget. Børnene sidder ofte over 100 i hver klasse.
Et andet stort behov er mad til børnene i skolen. Det er kun de færreste forældre, der har mulighed for at betale til skolemad. Kunne man nedsætte en gruppe, der kunne stå for en skolehave og dyrke bønner og majs, kunne man af frivillighedens vej få skaffet gratis mad til børnene.
Skoledagen er lang i Afrika, og man lærer bedre, når man har fået mad. Desuden ville skolemad både afhjælpe forsømmelser, og at børnene dropper ud af skolen.
Hvilke problemer ser beboerne som de største i Amagoro AC?
UNDERVISNING:
Skolemad til børnene – etablering af skole’køkken’ + tallekener/krus koster 9.000 kr.
Nyt tag til skolen – 60 kr. pr. metaltagplade
Bedre - og flere toiletter
Et nyt klasseværelse
Skolemøbler
Sende unge på lærerseminarium
Arrangere lærerkurser
ELEKTRICITET:
Amogoro ligger ikke langt fra byen, så el -forsyning ført frem til landsbyen kan etableres for 50.000 kr.
VAND:
Rent vand i en rimelig afstand er et stort problem.
Folk spilder deres tid med den lange transport af vand i store, tunge dunke - tid, der kunne bruges langt mere fornuftigt.
At bore en brønd koster mellem 13.000 kr. og 20.000 kr.
GODE IDEER EFTERLYSES
Vi mangler også gode ideer til, hvordan vi skal få de unge til at skabe sig et arbejde. I Uganda hedder det: "Vent ikke på at nogen skaffer dig det job - skab dit eget job!"
Det har de unge hørt masser af gange i skolen, men det er unægtelig lettere sagt end gjort. De mangler startkapital og måske viden om, hvordan man griber tingene an.
LANDSBYKOMITEEN er allerede valgt:
1. Mr. Otaala Joseph Odoi (LC I Chairperson - lokalrådsformand)
2. Miss Awori Florence (PLHIV – hiv-positiv)
3. Miss Akoth Rose (PLHIV – hiv-positiv)
4. Miss Akoth Julian (repræsentant for mest udsatte grupper)
5. Mr. Owora Mathias (repræsentant for de ældre)
6. Mr. Owino Joseph Okumu (lærer)
7. Mr. Onyango Moses (repræsentant for de unge)
En ven af Trianglen, Dorte Just, hjælper aktivt til i Nepal, hvor hun udover at støtte landsbyen Reepa også afholder kurser for lærere i engelsk i Syangja-distriktet. Dorte skal igen på besøg i Nepal i marts. Læs Dortes sidste
Læs om din landsby ved at klikke dig frem til den under Nepal eller Uganda. Læs mere under "Nyheder" til venstre. Du kan også være med: Klik på enten Nepal eller Uganda og vælg den landsby, netop din familie, klub eller forening vil støtte. Pengene går ubeskåret til landsbyerne, og de rækker langt, skulle vi hilse og sige.
Judith Apia er en af de HIV-smittede kvinder i Kasoli B, der sidste år fik 500 kr fra Trianglen til at investere i en lille virksomhed. Det har betydet et helt nyt liv for Judith og hendes famile. Judith har ikke blot tjent penge og fået sine børn i skole, hun har også fået selvtillid og mod på livet. Seneste nyt er, at kvinderne i landsbyen har valgt Judith som repræsentant i landsbyrådet.

